Kik op - se på skyerne

 

Har man mulighed for at studere skyer, ændringer i vindretning og -styrke eller ændringer i lufttrykket, kan man øve sig i at lave egne vejrudsigter - og så kan man jo kontrollere dem mod de professionelles udsigter.

Vejrudsigterne er nemlig generelle udsigter, der som oftest gælder for hele Danmark. De tager derfor ikke altid højde for, at bl.a. lokale forhold kan gøre vejret bedre eller dårligere. Fx falder sommerens eftermiddagsbyger sjældent ved kysterne, og tåge dannes ofte i lavninger i terrænet. Desuden kan en forudsagt vejrændring komme lidt tidligere eller lidt senere end forventet, og så kan himlen og skyerne give et fingerpeg, så man selv kan justere vejrudsigten.

I det følgende beskrives en række vejrsituationer, hvor himlen og skyerne har et karakteristisk udseende.

Den samme type skyer kan forekomme i mange forskellige situationer, og en tolkning af skyerne alene kan være farlig, hvis man vil vurdere vejret til fx dagens tur med sejlbåden. Lyt derfor altid til vejrudsigten. Men læg også selv mærke til vejrændringer.

 


 

 
1. Cirrus-optræk (fjer-skyer)

Cirrus-skyer ligger meget højt på himlen (5-13 km over jorden), og består af iskrystaller. Disse skyer er lyse, og ved solnedgang bliver de ofte smukt lyserøde, selv om solen er gået ned under horisonten. Skyerne forekommer i mange forskellige vejrsituationer, men kommer de i tætte bånd, ofte med opadbøjede spidser, og trænger frem på himlen, er det tegn på, at en varmfront er på vej. Cirrus-skyer kaldes også fjerskyer.

 

Cirrus-optræk (fjerskyer)
2. Cirro-cumulus (makrel-skyer)

Cirro-cumulus er perlemorslysende småskyer i stor højde (5-13 km over jorden),

og de er ofte ordnet i tætte rækker, som skællene på en fisk. Derfor kaldes de også makrelskyer. Disse skyer kan både optræde i forbindelse med fronter, før som efter, men også være på himlen uden, at vejret bliver dårligt. Øger de i antal bliver vejret dårligere - en varmfront nærmer sig.

 
Cirro-cumulus (makrelskyer)
3. Cirro-stratus / alto-stratus

Næste skybillede viser en himmel helt overskyet af et mere eller mindre tæt skylag: en varmfront er på vej. Det er cirro-stratus, hvor de tættere og lavere liggende alto-stratus er på vej ind fra højre i billedet. Solen kan kun skimtes svagt gennem de slørende skyer, der ligger i en højde af ca. 5 km over jorden.

Man kan af og til på en mælkehvid himmel iagttage, at der omkring solen er en lysende ring (halo) eller lysende pletter, såkaldte bisole. Når dette fænomen optræder på nattehimlen, taler man om, at "månen trækker vand". Det er cirro-stratus eller alto-stratus, som bryder lyset, og hvad enten fænomenet optræder om dagen eller om natten, er det tegn på, at varmfronten nærmer sig, og at det snart bliver regnvejr.

 
Cirro-stratus/alto-stratus
4. Stratus / nimbo-stratus

Når varmfronten nærmer sig, bliver skydækket tættere og lavere. De høje skyer kan ikke længere ses fra jorden, fordi de lavere hængende skyer dækker for dem.
Solen bliver ganske langsomt mere og mere sløret, indtil den til sidst forsvinder.
De lave skyer giver nedbør ved fronten. Hvor skyerne før kunne have nogle konturer, er disse nu helt forsvundet.
På billedet kan man se de lavthængende skyer, som "snupper« toppen af hotellet i baggrunden.

 
Stratus/nimbo-stratus
5. Smuktvejrs-cumulus (blomkåls-skyer)

Billedet viser små cumulus-skyer, som dannes i løbet af dagen, men som forsvinder igen sent på eftermiddagen eller først på aftenen. Luften er klar og sigtbarheden god. Disse skyer giver ingen nedbør. Bemærk, at skyerne ligger i rækker.

 
Smuktvejrs-cumulus

 

6. Optårnede cumulus

Begynder skydannelsen allerede tidligt på formiddagen, er der risiko for, at det i en periode hen på dagen bliver helt overskyet, og skyerne vil også blive større end de helt små smuktvejrs-cumulus. Oftest giver store cumulus-skyer ikke nedbør, men de kan videreudvikle sig til egentlige bygeskyer.

 
Optårnede cumulus
7. Cumulo-nimbus

Er de rette forhold til stede, kan en optårnet cumulus-sky udvikle sig til en bygesky. Det kan ske på en varm sommerdag, som billedet viser. De vil oftest udvikle sig i løbet af eftermiddagen, når jordopvarmningen er størst. Byger dannes også efter passagen af en koldfront. Så får vi det såkaldte "bagsidevejr", som er kendetegnet ved stærke vindstød og en kraftig nedbør - af og til med hagl og torden. Skytypen kan også forekomme ved selve koldfronten.

 
Cumulo-nimbus
8. Cirrus. Rest af bygesky.

Cirrus kan have et meget forskelligartet udseende men er altid kendetegnet ved sit lyse udseende, som solen kan skinne igennem. Denne skytype kan drive rundt på himlen uden at varsle ændring i vejret. Cirrus udgør også toppen, ambolten, på de store bygeskyer. Billedet forestiller netop en sådan top, en rest af en nu opløst bygesky.

 
Cirrus. Rest af bygesky.
9. Alto-cumulus (lamme-skyer)

Sidste billede forestiller en skytype, som kan forveksles med cirro-cumulus (makrel) skyer, men de er ikke så lysende og perlemorsagtige og er oftest større. Det skyldes, at de ligger lavere på himlen i ca. 5 km's højde.
Det er alto-cumulus, som også kaldes lammeskyer.

Skyerne kan optræde i forbindelse med fronter, men kan også dannes ved, at andre cumulus-skyer falder sammen og flader ud.

Klassifikation efter højde

Højde Højdeklas-
sifikation
Skytyper
km eng. feet
0 - 2 0 - 6500 Lave skyer
  • CB: Cumulonimbus
  • CU: Cumulus
  • SC: Stratocumulus
  • ST: Stratus
2 - 5 6500 - 16500 Mellemhøje
skyer
  • AC: Altocumulus
  • AS: Altostratus
  • NS: Nimbustratus
5 - 7 16500 - 23000 (Overlap-
ningszone)
  • AC: Altocumulus
  • AS: Altostratus
  • CI: Cirrus
  • CC: Cirrocumulus
  • CS: Cirrostratus
  • NS: Nimbustratus
7 - 13,7 23000 - 45000 Høje skyer
  • CI: Cirrus
  • CC: Cirrocumulus
  • CS: Cirrostratus

Stratiforme og cumuluniforme skyer kan forekomme i alle højder, og samme slags sky tager sig forskelligt ud i forskellige højder. Det har givet anledning til det klassifikationssystem der er vist i skemaet til højre.

De højder der er angivet, skal "tages med et gran salt" - for eksempel kan undersiden af en sky af typen nimbustratus (NS) godt ligge under 2 kilometers højde. Og en stor cumulomnibus-sky (CB, eller "tordensky") kan nå fra nogle få hundrede meter og helt op til tropopausen, som sætter en øvre grænse for alle skyer i ca. 12-14 km højde.

Af samme grund opererer et andet klassifikationssystem med "sky-familierne" A (høje skyer), B (mellemhøje skyer), C (lave skyer) samt D (lodrette skyer der gennembryder lag-klasifikationen).